Kendetegn: vinrum, viktualierum, kølerum, glasdør, fransk dør, Art Nouveau, organiske former, Historicisme
Kølevæggen her møder du, når du besøger os på tegnestuen i ”Køkkenskaber-huset” på Absalonsgade 19.
Huset krævede en større ombygning, da vi overtog det, så det var oplagt at lave nicher og små rum til opbevaring, når nu alle vægge skulle tages ned og bygges op igen. Vi skabte en kølevæg med en niche til et stort Gaggenau køle/fryseskab og et tilstødende viktualie/køle/vinrum. På den måde har vi ingen højskabe, der står ud i rummet. Alle de høje skabe syner af, at de forsvinder ind i de tilstødende rum.
Kølerummet måler 1,9 m x 0,9 m med 3,1m til loft. Her er reol og hylder bygget af massiv eg, I princippet som en stigereol, fra gulv til loft.
Glasdøren til rummet kræver en speciel isolering og beregning af ydeevne. Det vil sige, at den er forskellig fra de øvrige døre.
I loftet bagerst i rummet er et køleanlæg, der gør at temperaturen er konstant i rummet
Vægbeklædning er Dekton med marmor overflade. Dekton er et keramisk materiale, der kommer i meget store størrelser, hvilket gør at der ikke er synlige fuger i rummet.