Kendetegn: klassisk malet forrammekøkken, overfalset front og nostalgi kombineret med massiv valnød med gennemgående åreforløb og gedigne snedkerdetaljer.
I dette Kartoffelrækkehus har vi arbejdet med en nyfortolkning af forrammekøkkenet. Køkkenøen er i massiv valnød med synlige svalehalesamlinger i kombination med højskabe og kogeniche med fyldningsfronter i en skøn blå-grå farve.
Kartoffelrækkehusene er gamle arbejderboliger, derfor har vi valgt at lave fyldningsfronten meget enkel i en blå-grå farve, der var hyppigt anvendt i køkkenet i gamle dage. Udover at trække tråde tilbage i tiden, giver farven køkkenet et personligt udtryk og fremhæver det smukke mørke træ i køkkenøen.
Greb, Quooker og sokkel i bruneret messing har en smuk levende tone som lægger sig perfekt op ad valnøddetræets varme glød.