Snedkerkøkkent her har en rigtig høj detaljegrad. F.eks. består køkkenbordpladen af kun 3 planker der er samlet på smig. Plankerne er så lange at de løber hele vejen rundt om øen og skaber derved en ramme hvor åretegningen løber ubrudt fra ende til anden. Vi ved man skal være lidt nørdet for at sætte pris på dén sætning, men alle sætter pris på kvaliteten, når først de ser køkkenet.
De 3 skamler kan placeres inde i rammen, hvilket ud over at være smukt også er praktisk, når der skal gøres rent eller bordet skal bruges som arbejdsbord.
Også fronterne er med gennemgående åretegning. Grebene, der her er runde, kommer også som firkantede eller aflange.
Højskabene er designet som 2 fritstående møbler, med hver deres ramme – igen i massiv eg. Garageskab eller caféskabet, som det også kaldes, er med lys og hylder så det ser smukt ud og giver én ekstra arbejdsplads når det står åbent, men udmærker sig ved at det kan skjule diverse maskiner, når de 2 corian-låger lukkes.